Privat

Et PREP-kursus er ikke terapi men en blanding af undervisning og paropgaver.

Målet med et PREP-kursus er at forøge kærligheden og glæden. Og midlet er at kommunikere respektfuldt og anerkende den anden. Man ved, at par der tager kurset har 50% mindre risiko for at blive skilt.

PREP går ud på at lære at bruge de teknikker, som velfungerende par bruger helt automatisk, samt undervisning i, hvad faresignalerne er. Resultaterne er så gode, at man i Norge tilbyder alle førstegangsforældre et forebyggende PREP-kursus. En væsentlig del af forklaringen er, at kurserne tager fat i muligheder og løsninger, så i stedet for at have fokus på problemerne og gøre parret til ekspert i problemer, så har man fokus på det, der virker – og får dét til at vokse!

Værktøjet er det halve af arbejdet, og det gælder også, når man skal bygge et sundt forhold ved hjælp af PREP.

"Der skal to til tango :-)"

“Der skal to til tango :-)”
Billede udlånt af Center for Familieudvikling

Det er værktøjer, øvelser og modeller, der er lige til at gå til. Kernen er at træne deltagerne i at lytte til hinanden. Og så er der fokus på de positive aspekter af et parforhold som bl.a. humor, venskab, samarbejde og intimitet.

Timerne på PREP-kurser veksler mellem gruppeundervisning og samtaler mellem parrene. Men det er ikke almindelige samtaler. Efter et par timer introducerer vi tale-lytte teknikken, og så begynder parrene at gå mere i dybden med deres samtaler. Tale-lytte teknik er omdrejningspunktet, og teknikken er opfundet for at sikre en god og tryg samtale. De fleste par har vanskeligheder med at lytte. Enten sidder man ofte og forbereder sit næste svar, eller også har man filtre på, fordi man har en anden dagsorden kørende i hovedet. Det kan godt være, man hører, hvad den anden siger, men man mærker det ikke. Det lærer folk gennem tale-lytte teknikken. Her skaber man er tryg ramme for en dialog, så kan man frit give udtryk for tanker og følelser og opleve, at man bliver mødt og set og hørt af den anden.

Når man lærer at kommunikere på en ny, ærlig og åben måde, bliver man automatisk bevidst om forholdet. Og så bliver det muligt at bryde den negative spiral, som mange par oplever.

Man ikke skal være bange for konflikter. Mængden af konflikter i et forhold er ikke afgørende for, om forholdet er sundt eller ej. Det er måden, man takler konflikterne på. Hvis man har nogle spilleregler og redskaber, så man behandler hinanden med respekt og lytter, så oplever man konflikter i et helt andet lys.

Når du lærer at få den andens synspunkt til at give mening, så kan du faktisk opnå harmoni gennem konflikt. Det kræver mod og åbenhed at få det maksimale ud af et PREP-kursus, men tør man være åben, kan alle få glæde af kurset.

Se og print en PREP-folder her